Foreningens love


Love for


Grundejerforeningen Fårup Klitbakker af 5/12 1972



§ 1


Navn


Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Fårup Klitbakker af 5/12 1972”



Medlemmer


Alle nuværende og fremtidige ejere af parceller udstykket fra matrikel nr. 43c m.fl. Hune by og sogn har ret og pligt til at være medlemmer af grundejerforeningen, i øvrigt i henhold til den på ejendommen tinglyste deklaration. Også ejere af omliggende parceller kan optages som medlemmer, såfremt generalforsamlingen ved almindelig stemmeflertal vedtager dette.


Begæring om optagelse og udmeldelse sker ved henvendelse til bestyrelsen, og medlemskabet er først effektivt, når kontingent er betalt.



§ 2


Formål


Grundejerforeningen, der er upolitisk, er stiftet i henhold til bestemmelse i den tinglyste sommerhusdeklaration.


Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes interesser som grundejere i enhver henseende, derunder at administrere og vedligeholde de under grundejerforeningen hørende veje og forsyningsledninger og i øvrigt at påse, at bestemmelserne i den tinglyste sommerhusdeklaration overholdes.


Foreningen kan uden ændringer i nærværende love tilsluttes eventuelle sammenslutninger af grundejerforeninger eller en hovedorganisation for sådanne.



 

§ 3


Generalforsamling


Generalforsamlingen har indenfor de i loven fastsatte rammer den højeste myndighed i grundejerforeningens anliggender.




§ 4


Den ordinære generalforsamling holdes indenfor perioden 15. maj til 15. juni og indkaldes ved almindeligt brev eller elektronisk kommunikation af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel, bilagt det reviderede regnskab for foreningen, dagsorden m.v.




§ 5



For den ordinære generalforsamling skal der gælde følgende dagsorden


1.Valg af dirigent.


2.Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.


3.Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.


4.Forslag fra bestyrelsen, herunder fastsættelse af kontingent.


5.Forslag fra medlemmer.


6.Valg af bestyrelsesmedlemmer.


7.Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.


8.Valg af 2 revisorer.


8a. Valg af revisorsuppleant


9.Eventuelt.



Forslag fra medlemmer eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen senest 15. april.




§ 6


Ekstraordinær generalforsamling



Ekstraordinær generalforsamling indkaldes så ofte, bestyrelsen finder det nødvendigt, eller senest 14 dage efter, at mindst 1/3 af foreningens medlemmer med angivelse af dagsorden har indgivet skriftlig begæring til bestyrelsen herom. Sådanne generalforsamlinger sammenkaldes med mindst 14 dages varsel.



§ 7


På generalforsamlingen vedtages forslagene med simpel stemmeflerhed. Ved lovændringer og vedtagelser af for medlemmer økonomiske byrdefulde vedtagelser udkræves dog, at 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.



§ 8


På grundejerforeningens generalforsamlinger og møder har hver parcel 1 stemme.


Et medlem kan repræsentere ét andet medlem ved skriftlig fuldmagt. Endvidere kan ægtefæller gensidig repræsentere hinanden, når skriftlig fuldmagt foreligger. Stemmeafgivning er ikke skriftlig, medmindre dette bestemmes ved almindelig stemmeflerhed.


Både stemmeret og valgbarhed fortabes, såfremt restance til foreningen ikke er indbetalt senest 8 dage før generalforsamling.



§ 9


Bestyrelse


Grundejerforeningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen, således der i lige år vælges 3 medlemmer og i ulige år vælges 2 medlemmer, første gang i 1982. Genvalg kan finde sted.


Bestyrelsen konstituerer sig selv med bl.a. formand, kasserer og sekretær.


Bestyrelseshvervet og andre hverv er ulønnede, men bestyrelsen kan under ansvar overfor generalforsamlingen tillægge enkelte hvervshavere honorar.


De af generalforsamlingen valgte bestyrelsesmedlemmer skal være parcelejere og ved evt. salg af parcellen, skal det pågældende bestyrelsesmedlem udtræde af bestyrelsen.


Sekretæren fører en forhandlingsprotokol over generalforsamlings- og bestyrelsesmøder.


Bestyrelsen varetager grundejerforeningens forhold i enhver henseende og repræsenterer den i alle forhold.


Bestyrelsen er berettiget til under ansvar overfor generalforsamlingen at antage lønnet medhjælp, såsom assistance af revisor, advokat, landinspektør eller ingeniør. Bestyrelsen råder over foreningens midler, alt i overensstemmelse med lovene og de på generalforsamlingen tagne beslutninger. Bestyrelsen kan ikke uden generalforsamlingens beslutning påføre foreningen gældsforpligtelser.



§ 10


Bestyrelsesmøde


Bestyrelsesmøde afholdes så ofte, som forholdene gør det nødvendigt. Formanden og hvert bestyrelsesmedlem kan sammenkalde bestyrelsen. Sammenkaldene bør finde sted med mindst tre dages varsel, men i påtrængende tilfælde, kan formanden sammenkalde med kort varsel.



§ 11


Tegningsberettigelse


Foreningen tegnes i alle anliggender af 2 medlemmer af bestyrelsen, hvoraf et medlem skal være formanden eller kassereren.


§ 12



Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede, hvoraf enten formanden eller kassereren.


Beslutningerne tages ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens – i dennes fravær – kassererens stemme afgørende.

 


§ 13


Regnskab og revision


Foreningens regnskabsår er 1. januar til 31. december.


Regnskabet revideres af to revisorer, der ligeledes vælges af generalforsamlingen. Revisor har ret og pligt til uanmeldt revision.



§ 14


Grundejerforeningens midler hensættes i bank eller sparekasse, hvorfra beløb kan hæves af formand og kasserer i forening. Den kontante kassebeholdning, herunder girokonto, må ikke overstige 1.000,00 kr.


Kassereren fører en af revisor autoriseret kassebog samt protokol over medlemmerne.



§ 15


Ved optagelse i grundejerforeningen betaler hvert medlem et indskud på kr. 25,00


På hver generalforsamling vedtages et kontingent pr. parcel for det kommende år. I øvrigt skal hver parcel svare lige store bidrag til de fælles goder, uanset deres ejendommes areal og beliggenhed.


Bestyrelsen sørger for gennem kassereren for opkrævning af kontingenter m.v.


Er et medlem mere end 1 måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen.


Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg for restancen – svarende til ¼ af årskontingentet.



§ 16


Til foreningens opløsning kræves samtykke fra Pandrup Kommune.


Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 5/12 1972 og som ændret af bestyrelsen iflg. fuldmagt på generalforsamlinger af 25/9 1982, 9/10 1982 og 19/9 1992.


Jørgen Koch (formand)

Jørn W. Jensen (kasserer)

Mogens R. Hansen (sekretær)

Palle Knudsen

Jens Johansen



§ 4 ændret på den ordinære generalforsamling den 13/06 2011.


Jørgen Koch (formand)

Bjarne Karlsen (kasserer)

Jacob Pedersen (sekretær)

Henning Jensen

Jørn Held